Guide: Påsken 2024

påskehare i chokolade med gul baggrund

Påske 2024 - Læs mere om den særlige tid her - Spinderiet

Få det meste ud af påsken i 2024

Påsken er en særlig højtid, hvor mange samles med familie og venner for at hygge i påskedagene. De mange helligdage byder som oftest på påskefrokoster, sjove lege for de yngste samt oppyntning i hjemmet med påskekyllinger og æg i alverdens farver. Vil du lære mere om påskens traditioner og få inspiration til dine påskedage? Så læs med her.

Hvornår er det påske i 2024?

Påsken falder i år i uge 13.
Det betyder at:

Skærtorsdag er den 28. marts
Langfredag er den 29. marts 
Påskedag er den 31. marts                
Anden påskedag er den 1. april

Særlige traditioner til påske

Påsken er en kristen højtid, hvor vi mindes Jesus korsfæstelse, død og genopstandelse, og mange besøger kirken i denne højtid for at høre de særlige påskegudstjenester. Men for mange familier er der ikke nødvendigvis et religiøst fokus, men påsken er i højere grad en tid, som bruges sammen med familie og venner.

Påskefrokosten er muligvis en af de mest almindelige traditioner i mange danske hjem. Her mødes familier og venner for at nyde hinandens selskab over lækre påskeretter, der skylles ned med påskebryg og snaps.

For børnene er gækkebrevet også en særligt hyggelig tradition i påsken, som faktisk går mange år tilbage. Engang blev det kaldt et såkaldt “bindebrev”, men også her var formålet hyggelige og harmløse drillerier, som indebar, at modtageren skulle gætte afsenderen. Hvis dette ikke var muligt, så skyldte man et kys eller en lille fest. I dag indeholder gækkebrevet et lille rim, og i stedet forærer man et påskeæg, hvis det ikke er muligt at gætte afsenderens navn, som står med prikker.

Kast dig ud i kreative idéer til påske

Når højtiden nærmer sig, og du skal holde nogle dages fri med familien, så leder du måske efter gode idéer til fint og kreativt påskepynt. Med maling, lim, pap og papir kan du komme langt og lave et hav af flotte sager, som kan pryde dit hjem hele påsken. Du kan eksempelvis kaste dig ud i:

  • Påskeklip i karton
  • Påskekyllinger- og harer af piberensere
  • At male æg
  • Forårsblomster af pap

Disse aktiviteter er nemme at gå i gang med, og så er de også ideelle for børn. De forskellige påskeklip i karton kan enten klistres på vinduet, eller du kan hænge dem op med tynd sytråd. De kan blandt andet hænge ned fra en flot gren i en vase, som kan skabe stemning i hjemmet. Du kan også bruge de forskellige hjemmelavede sager, når du skal dække et flot påskebord til din kommende påskefrokost.

Find lækre retter til din påskefrokost

Når påskefrokosten er så vigtig i mange familier, så er det heller ikke ligegyldigt, hvad der sættes på middagsbordet. Nogle af de klassiske påskeretter er blandt andet:

  • Æg og rejer
  • Diverse former for sild
  • Frikadeller
  • Lun leverpostej
  • Tunmousse
  • Lammekrone

Disse retter nydes i festligt og godt selskab, og ofte hører snaps og påskebryg sig også til. Og der findes mange flere lækre opskrifter, som du kan kaste dig ud i, når du vil sørge for at skabe en skøn påskefrokost. Du kan også fuldende frokosten med hjemmelavede påskechokolader eller en flot påskekage.